Kommende udstillinger

JONATHAN MEESE: EVOLUTION de LARGE (ICH-TEA-OHHH-SAURYS)
4.februar 2012 – 15. april 2012
Kunstforeningen GL STRAND vil i foråret 2012 danne ramme om den første større soloudstilling i Danmark med den tyske kunstner Jonathan Meese. I de sidste par årtier har Meese været en af Tysklands mest opsigtsvækkende kunstnere. Med sin vildskab og provokerende persona og billedstil markerer han en ny kunstnerisk retning, hvor leg og alvor eksisterer side om side. Meeses værker er forrykte og groteske, men samtidigt er de visuelt generøse og udtryk for en overproduktion, et overflod af kunstnerisk intention og vilje til at udfordre, fornøje og forvirre.
CATHRINE RABEN DAVIDSEN: HOUSE OF THE AX
4.februar 2012 – 15. april 2012
Med Cathrine Raben Davidsens separatudstilling HOUSE OF THE AX fyldes 3. sal i GL STRAND med værker, der skaber fortællinger og indtryk - lag på lag - som en kæmpemæssig collage. Titlen HOUSE OF THE AX refererer til myten om Kong Minos’ labyrint på Knossos, som er skabt så man ikke kan finde ud af den, når man først er kommet ind. Udstillingen former sig som en rejse gennem en labyrint af selvbiografiske oplevelser og universelle fænomener i form af myter og kosmiske symboler.
MIT NAVN ER JØRGEN LETH. ART MOVES #2
28.april 2012 – 12. aug 2012
Et filmisk landskab med en rytmisk kakofoni af lyde og musik. Passager fra digte, der tegner en sanset oplevelse. Pittoreske beskrivelser af landskaber og cykelrytterens bedrifter. I en stor retrospektiv udstilling med billedrige og fortællende udtryk hylder GL STRAND i sommeren 2012 Jørgen Leths virke og fejrer hermed, at han fylder 75 år.
Mit navn er Jørgen Leth viser for første gang Jørgen Leths mangfoldige virke i en større præsentation. Samtidig sætter den fokus på både kunstneren og mennesket Jørgen Leth – to identiteter som synes uadskillelige. Som filminstruktør, forfatter, poet og journalist har Leth i en menneskealder med sin dynamiske kreativitet og sit åbne sind nedbrudt skellet mellem liv og kunst, medier og mennesker.
CAF - Copenhagen Art Festival
25. august 2012 – 11. november 2012
Copenhagen Art Festival er en international festival for samtidskunst, der vil finde sted fra 24. august 2012 i
København. Målet med Copenhagen Art Festival er at synliggøre og skabe interesse omkring samtidskunsten
blandt et bredt publikum, samt at præsentere et ambitiøst udstillingsprogram med den nyeste kunst fra
Danmark og udlandet.
EXTRACT 2012
24. november 2012 – 20. januar 2013
EXTRACTer en fejring af vækstlaget i samtidskunsten. Udstillingen fortsætter GL STRANDs tidligere engagement i EXIT udstillingerne, som præsenterede værker af afgangselever fra Det Kgl. Danske Kunstakademi gennem 13 år fra 1996-2009. EXTRACT er med til at fremme udvekslingen mellem den danske og den internationale kunstscene, idet kunstnere med uddannelse fra vekslende internationale kunstakademier inviteres til at udstille sammen med tre til fire dimittender fra de danske kunstakademier. EXTRACT ligger ydermere i forlængelse af Kunstforeningen GL STRANDs historiske indsats for at understøtte og formidle den helt unge kunst.
exTRAct – SOLO
24. november 2012 – 20. januar 2013
Soloudstilling med en af kunstnerne fra EXTRACT 2011. Vinderen af publikumsprisen offentliggøres medio januar.

>KOMMENDE UDSTILLING I SALEN
>AKTUELLE ARRANGEMENTER
>UDSTILLINGSARKIV
>FAKTA OM GL STRAND
> TILBAGE TIL FORSIDEN
|