GL STRANDs store vinterudstilling fortæller historien om Emil Noldes fantastiske rejse
gennem Sibirien, Kina, Korea og Japan til Ny Guinea og hjem over Sumatra og Java i
årene 1913-14. Nolde var udsendt som dokumentarist på en videnskabelig ekspedition,
hvor han havde fået lov til at tage sin danske kone, ”min lille Ada”, med. Portrætterne og
illustrationerne, han skabte undervejs giver et dybtfølt billede af de folk, han oplevede,
boede hos og var i konfrontation med. For hans rejse var også fuld af dramatik, som når
han i feberagtig spænding maler to mænd fra den vilde Ny Guinea-stamme, der i selv
samme øjeblik sidder parate til at angribe ham med spyd og køkkenøkser:

I det kritiske øjeblik handlede jeg ikke bevidst og velovervejet. Min
reaktion var instinktiv. Men at den tilspidsede bambusstok kunne være
et blodigt våben, havde tilfældet belært os om
.

sådan skrev Emil Nolde i kapitlet Verden og Hjemstavn fra selvbiografien Mit liv, som
udstillingen er bygget op omkring.

Noldes maleriske rejseskildring fører os igennem nogle af Østens smukkeste lande. Vi
oplever atmosfæren fra junglen, fornemmelsen af de anderledes krydderier og de stærke
farver. Vi kommer tæt på Østens forskellige folkeslag og kulturer og ser nuancerne og
den overvældende natur. Vi fornemmer datidens rejseformers særlige tempo fjern fra vor
tids charterflys hurtige exit, hvor sjælen let kan blive glemt i lufthavnen. Skildringen af
fjernhed og fremmedhed står desuden i skærende kontrast til vores aktuelle globalise-
rede verden. Nolde minder os om, hvor hurtigt udviklingen er sket, men også om hvilke
ofre den har krævet undervejs:

Kolonialiseringen er en brutal affære. Hvis man engang vil skrive
kolonialiseringens historie set fra de farvede indfødtes side, får vi
hvide europæere grund til at gemme os langt væk af skam

skriver Emil Nolde og kaster et kritisk tilbageblik på det Europa, han har forladt. På trods
af afstanden i tid er malerierne fra Noldes rejse stadig aktuelle. Ikke mindst for de mange
unge skandinaver, der i dag tager ud på en moderne dannelsesrejse og følger næsten
samme rute på jagt efter det ”uspolerede paradis”.

Vinterens udstilling på GL STRAND er en enestående begivenhed i Norden. Med 29
malerier og 150 akvareller præsenteres en ny og eksotisk indgang til et helt centralt
kapitel i Noldes værk. Han er kendt som en af ekspressionismens største profiler og en
af modernismens mest anerkendte akvarelmalere. Og på rejsen i Sydhavet har han skabt
nogle af sine væsentligste værker både i akvarel og olie, hvoraf nogle præsenteres for
første gang i Skandinavien! - Så mens dagene bliver kolde, korte og mørke, skruer GL
STRAND op for varmen, farverne og lyset med Emil Nolde I Sydhavet.

Udstillingen får meget flotte anmeldelser. Pressen skrev bl.a.

"På GL STRAND kan man i en glimrende udstilling følge frugten af Emil Noldes
ekspeditionsrejse gennem Asien til Ny Guinea"
,
POLITIKEN

”Må Nolde i Sydhavet blive næste stop på civilisationens uendelige oplevelsesrejse.
GL STRAND styrer!”,
INFORMATION
Læs hele anmeldelsen >HER

”Den aktuelle udstilling i Kunstforeningen GL STRAND fremstår sjælden intens og
stærk”,
BØRSEN

 

 

 

 

 

> TIL TOP

Se desuden