YANG FUDONG / CHINA IN TRANSITION 09. august - 26. oktober 2008
2008 kommer til at stå i Kinas tegn – ikke mindst på grund af den kommende Olympiade,
som landet er vært for i år. Den internationale sportsbegivenhed åbner den 8. august
2008. Samme dag vil GL STRAND slå dørene op til en enestående udstilling med en af
den internationale kunstscenes helt store nulevende stjernenavne, den kinesiske film- og
videokunstner Yang Fudong.
Yang Fudong er én af Kinas absolut mest markante videokunstnere i dag. Yang Fudongs
imponerende episke film- og fotofremstillinger fremlægger overordnede temaer omkring
individet og det kinesiske samfund i dag. Udstillingen i GL STRAND giver anledning til at
rette et aktualiseret blik mod Kinas kunst og kultur, der reflekterer ’landet i midten’s
rivende udvikling og fornyede status i det globale samfund.
Yang Fudong tilbyder et indblik i kinesernes selvforståelse i en moderne virkelighed og
har gennem de sidste ti år udforsket dette i større installationer af film og fotografi. Han er
blandt de første, der i Kina begyndte at bruge det filmiske medie, som først dukkede op
på den kinesiske kunstscene i midten af 1990erne. I sin studietid var han primært
optaget af maleriet, men i 1997 skiftede han til filmens udtryk og er i dag én af de mest
anerkendte unge kinesiske kunstnere. Han har været med til at flytte den kinesiske
samtidskunst op på et internationalt niveau samtidig med, at han holder fast i en kinesisk
følsomhed.
Yang Fudong kredser i sin kunst om Kinas forvandling til moderne industrination i nyere
tid. Udviklingen har medført store forskelle i Kina, en voksende forbrugerkultur, urbane
megabyer og nye kulturelle og eksistentielle udfordringer for den enkelte kineser. Hans
værker forholder sig ikke direkte kritisk til disse forhold, men tilbyder tværtimod
mangetydige undersøgelser af kinesernes eksistens og identitet i dag. Hans billeder og
fortællestil, der fraviger ensidige moraler, kan opfattes som refleksioner over Kinas
samtidige historie set med en ung kunstners øjne.
POETISK SANSELIGHED
I Yang Fudongs fortællinger og tableauer finder man flere referencer til Kinas gamle
legender, som han sætter over for historier om det moderne liv i dagens Kina. Med
indtagende billeder og til tider stærkt ironiske handlingsforløb trækker han stilistiske
veksler på både det klassiske kinesiske maleri, den moderne reklameæstetik og filmiske
genrer som spionfilm, film noir og den europæiske filmavantgarde i 1960erne. Herunder
især den ’nye bølge’ i 1960ernes franske film, som Truffaut og Godard stod i spidsen for.
En helt afgørende faktor for Yang Fudongs forkærlighed for det filmiske univers er de
romantiske Shanghaifilm, som i vid udstrækning blev produceret under den
prærevolutionære periode i 1930erne og 1940ernes Shanghai. Heri finder man, ligesom i
flere af Yang Fudongs værker, en dvælen ved følelsesmæssige problemstillinger
formidlet i langsomme billedforløb.
DEN INTELLEKTUELLE
Et tema, som Yang Fudong er særligt optaget af, er den intellektuelles vilkår i Kina i dag,
hvilket han ofte demonstrerer i sine tableauer af unge kinesere, der synes at være havnet
i en fjern og tidløs virkelighed langt væk fra storbyens materielle og turbulente liv. I hans
fortællinger søger de unge en ideal virkelighed, hvor der er plads til ro, fordybelse og
eftertænksomhed. De er enten rejst ud i naturen eller flygtet ind i en mental verden, der
har form af dagdrømmeri eller eftertænksom fordybelse. I deres manglende deltagelse i
nogen form for hverdagsaktiviteter synes at ligge en anerkendelse af den frie og
konstruktive tænknings svære vilkår i den moderne virkeligheds materielle fokus.
KUNSTNEREN
Yang Fudong bor og arbejder i Shanghai og udstiller hyppigt på store internationale
udstillinger verden over. Han er født i 1971 i Beijing og tog i 1995 afgang fra Det
Kinesiske Kunstakademi i Hangzhou - en institution der historisk set har stået for en
mere radikal tænkende linje i Kina.
SE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN
OMVISNINGER
bestil en omvisning i udstillingen. Omvisninger koster i hverdage og
inden for åbningstiden kr. 525,- og på søn- og helligdage koster en omvisning kr. 625,-.
Uden for åbningstiden koster en omvisning kr. 625,- + kr. 600 pr påbegyndt time der
holdes ekstra åbent. > LÆS MERE HER