TONY OURSLER

Store stirrende øjne der kredser rundt i et dunkelt rum som ensomme planeter, er det
første indtryk der møder én, når man bevæger sig ind i Tony Ourslers univers. De
kæmpemæssige øjne skiftevis stirrer og suger beskueren ind i et uendeligt farvekosmos.
Vi er på en billedrejse, hvor groteske ansigter projiceret på skulpturelle genstande har
bemægtiget sig rummet. Video-figurerne udstråler en gribende, næsten mystisk
livagtighed, og man må knibe sig i armen for at forvisse sig om, at man ikke er havnet
midt i en surrealistisk drøm.

Mødet med Tony Ourslers absurde væsener er en fængslende kunstoplevelse og har
samtidig en humoristisk kant. For skal man grine eller løbe skrigende bort, når man
pludselig befinder sig midt i et brændende flammehelvede, mens en deform gigant-
maske kommenterer processen med Beckett-agtig orddelirium? Eller kan man andet
end at overgive sig til udstillingens originale udførelse, når man træder ind i et rum, hvor
et ’levende’ pop-corn-spisende publikum betragter de videoprojektioner, som er placeret
på den modsatte væg – bag ved beskueren? 

Tony Oursler regnes sammen med bl.a. Bill Viola for et af den internationale videokunsts
største navne. Hans værker er skabt ud fra en fascination af det moderne menneskes
intensive konsumering af medier. Netop derfor tager hans spektakulære videoskulpturer
os med ud til en grænse, hvor medie-forbrug og psykose støder sammen og bliver en del
af hinanden.


Udstillingen vises på 1. og 2. sal


Oplysning af GL STRANDs facade

De sent arbejdende på Slotsholmen, københavnere på aftentur langs kanalen og alle der
føres med trafikstrømmen i det indre København vil hver aften fra den 17. marts – 7. maj
blive mødt af et gigantisk levende billede, som vil oplyse GL STRANDs facade. Det er den
amerikanske samtidskunstner, Tony Oursler (f. 1957), som kommer til at vække
opmærksomhed i det københavnske bybillede med et videoværk skabt specifikt til GL
STRANDs arkitektur.

Læs mere om Tony Oursler på www.tonyoursler.com

 

ESKE KATH - HURRICANE PARTY

Længe inden jordskælvet i Det Indiske Ocean og den efterfølgende tsunami i december
2004, har tyfoner, oversvømmelser og vulkaner ligget kunstneren Eske Kath (1975) på
sinde. Allerede i 2003 udstillede Eske Kath værket My Tsunami, og introducerede
danskerne for det japanske udtryk, der senere skulle blive brugt i daglig tale. Den
personlige katastrofe flytter sammen med naturkatastrofen i Eske Kaths malerier, og han
peger netop på den måde vi konstant forsøger at sikre os på, velvidende at katastrofen
truer hele tiden. Ikke nødvendigvis kun naturkatastrofen, men også alt det der ellers kan
gå galt i vores hverdag.

Siden Eske Kath tog sin afgang fra Det Kongelige Danske kunstakademi i 2003, har han
markeret sig som en af de stærkeste profiler på den unge danske kunstscene. Både
Galerie Mikael Andersen og Galleri Nicolai Wallner har budt talentet indenfor og i 2004 var
Eske Kaths malerier blandt Arkens nyerhvervelser.

Med udstilingen "Hurricane Party” refererer Eske Kath til det –hovedsagligt– amerikanske
fænomen, hurricane parties, hvor unge mennesker vælger at overhøre advarsler om
orkaner og bliver hjemme og holder fest, mens de fleste andre mennesker har ladet sig
evakuere. Udstillingen er skabt specielt til GL STRANDs 3. sal, og er en blanding af
maleri og stedsspecifik installation.

 

Udstillingen vises på 3. sal

 

Se desuden