MODERNE KVINDER - KVINDELIGE MALERE I NORDEN 1910 - 30
..................................................................................................................................................................
Udstillingen Når kvinder fortæller (2002) blev en af de største publikumssucceser i GL
STRANDs historie. Siden da er spørgsmålet om kvinder i kunsten kun blevet mere
presserende; diskussionen om indkøb, om roller, magt og traditioner vokser og optager stadig flere inden for kunstverdenen. Det er derfor på høje tid at skabe en efterfølger i
form af udstillingen MODERNE KVINDER. Udstillingen skabes i et samarbejde mellem
Göteborgs Konstmuseum i Sverige, Trondheim Kunstmuseum i Norge og GL STRAND i
København.
Tidsmæssigt rykker vi med MODERNE KVINDER fokus 30 år frem og vil dermed belyse
den kunsthistoriske brydningstid omkring det moderne gennembrud hos de kvindelige
malere i Norden. På udstillingen vises mere end 100 malerier af 20 kvindelige kunstnere
fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige af blandt andre kunstnere som Ragnhild
Keyser, Franciska Clausen, Sigrid Hjertén, Kristín Jónsdóttir og Helene Schjerfbeck.
Kunstnere der alle er både centrale profiler fra denne tid og markante kvindelig malere,
hvis talent har stået i skyggen af mændenes.
Udstillingen belyser samtidig den kunsthistoriske brydningstid, hvor kunstnerne i stor
udstrækning rejste ud og lod sig inspirere af bl.a. den samtidige franske og tyske kunst.
Modernismens mangfoldighed illustreres af udstillingens kunstnere, der med stor
individualitet bidrog til udforskningen af maleriet på dette tidspunkt. Således er
udstillingen et møde med adskillige stilarter inden for modernismen; fauvisme,
ekspressionisme, kubisme og konstruktivisme.
Udstillingen vises efterfølgende på Göteborgs kunstmuseum 21. februar – 27. maj 2007
og i Trondheim Kunstmuseum 1. juli – 7. oktober 2007.
Maleriet Flicka (Elli Sipilä), ca. 1918 (udsnit) af Greta Hallförs-Sipilä er venligst udlånt af
Konstmuseet Ateneum, Statens Konstmuseum, Finland
> TIL TOP

Se desuden
>AKTUEL UDSTILLING
>KOMMENDE UDSTILLINGER
>FAKTA OM GL STRAND
>TILBAGE TIL FORSIDEN
|