Udstillinger

Leonard Cohen
A Crack in Everything


24. oktober - 13. april 2020

LEONARD COHEN: A CRACK IN EVERYTHING

24. OKTOBER 2019 - 13. APRIL 2020

Op mod 40 internationale samtidskunstnere og musikere fortolker Leonard Cohens liv og værker i en stort opsat udstilling, der sætter helt nye standarder for, hvordan en samtidskunstudstilling kan fortolke mødet mellem musik, litteratur og billedkunst.

Udstillingen, der trak køer langt ud på gaden, da den i november 2017 blev præsenteret i Cohens fødeby, Montréal, inviterer publikum til at deltage i flere interaktive værker. Det gør udstillingen til en anderledes sanserig og inddragende oplevelse.

Et livsværk genfortalt gennem samtidskunsten
Internationale kunstnere som Candice Breitz, Tacita Dean, Taryn Simon, Janet Cardiff og George Bures Miller samt musikere som Moby, The National with Sufjan Stevens, Ragnar Kjartansson, Richard Reed Parry, Socalled, Feist, Julia Holter og mange flere medvirker i den stort opsatte udstilling. Alle værker er skabt specielt til udstillingen, og på hver deres måde formidler kunstnerne den canadiske verdensstjernes unikke måde at kombinere tekst og musik. Blandt værkerne indgår en større installation, der fremhæver fem årtier af Cohens koncerter, samt en særlig videoinstallation, der inviterer beskueren helt tæt på Cohens refleksioner, tanker og idéer. Under hele udstillingsperioden vil der blive afholdt en lang række arrangementer, herunder talks, saloner,
foredrag, koncerter og intimkoncerter arrangeret af Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal.

Leonard Cohen kendte til udstillingen og accepterede den for dens greb som kunstudstilling, hvor det var op til kunstnerne selv at fortolke hans liv og værker. Leonard Cohen nåede ikke selv at opleve den færdige udstilling før sin død. Udstillingen fik premiere i efteråret 2017 i Montréal og vil i foråret 2019 kunne opleves på Jewish Museum i New York, hvorefter den i oktober 2019 kommer til Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal i København.

”Vi er meget stolte af at kunne præsentere udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything i Kunstforeningen
GL STRAND og Nikolaj Kunsthal i efteråret 2019. Udstillingen sætter helt nye standarder for, hvad en samtidskunstudstilling kan. Det er en udstilling, man får lyst til at besøge igen og igen,” siger Helle Behrndt, direktør for Kunstforeningen GL STRAND. Hun fortsætter: ”Vi er meget begejstrede for, at vi vil kunne give det danske publikum en chance for at opleve udstillingen. Om man er Leonard Cohen-fan eller ej, er det bare om at glæde sig.”

“Det er en fantastisk mulighed, og vi ser frem til at få så stor og spændende en udstilling til København. Særligt ved udstillingen er, at den foregår på to unikke lokationer, hvor værkerne får lov til at udfolde sig i forhold til bygningernes forskellige rammer. Vi glæder os meget til at få publikum indenfor i de to kunsthaller til en unik oplevelse, hvor poesi, spiritualitet og musik spiller en ledende rolle i værkerne,” lyder det fra Helene Nyborg, kunstnerisk leder i Nikolaj Kunsthal.

Udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything kan opleves i Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal fra 24. oktober 2019 til 13. april 2020. Det vil være muligt at besøge udstillingen i både Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal via samme billet.

Leonard Cohen: A Crack in Everything er organiseret af Musée d’art contemporain de Montréal (MAC) og kurateret af John Zeppetelli, direktør og chefkurator ved MAC, samt gæstekurator Victor Shiffman. Udstillingen præsenteres i København af Kunstforeningen GL STRAND i samarbejde med Nikolaj Kunsthal. Udstillingen vises i begge kunsthaller og kan opleves fra 24. oktober 2019 til 13. april 2020.

 

Udstillingen i København præsenteres med generøs støtte af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Det Obelske Familiefond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.

 

Courtesy of Old Ideas, LLC

LUK   X

Courtesy of Old Ideas, LLC