Udstillinger

Grønningen


02. februar - 06. april 2019

02.02 – 06.04.2019

GRØNNINGEN

40 danske samtidskunstnere indtager GL STRAND, når kunstnersammenslutningen Grønningen i februar 2019 for første gang kan opleves i Kunstforeningen GL STRAND. Udstillingen er en mangfoldig præsentation af dansk samtidskunst, som den kommer til udtryk i værker af nogle af landets fremmeste kunstnere – på tværs af generationer, stilarter, genrer, formater og medier.

Storskala og ekspressivt maleri, tyst og indfølende fotografi, legende og minimalistisk skulptur, geometrisk og farverig tekstilkunst, sanselige videoinstallationer, menneskekroppe i bronze og ler – og monumentale skulpturelle penselstrøg på væg. Alt sammen blot noget af det, man kan opleve, når Grønningen fra februar 2019 indtager alle tre etager i GL STRAND.

Anette Harboe Flensburg, Leonard Forslund, Erik A. Frandsen, Anita Jørgensen, Eske Kath, Eva Koch, Allan Otte, Trine Søndergaard, Malene Landgreen, Peter Bonnén og Michael Mørk er blot nogle af de kunstnere, som man vil kunne opleve, når 40 danske kunstnere udstiller nye værker i en fri og spontan sammensætning. Hermed giver udstillingen et både bredt og aktuelt vue over dansk samtidskunst.

Kunstnersammenslutningen Grønningen har igennem tiden altid været garant for en mangfoldig præsentation af aktuel dansk samtidskunst på tværs af generationer og stilarter. Det kendetegner også udstillingen i GL STRAND, hvor hver kunstner har fået tildelt deres individuelle plads til at vise et udsnit af deres arbejde lige nu. Der er således nok at tage fat på i udstillingen, hvor de udstillede værker indgår i frie udvekslinger med hinanden og fremhæver samtidskunstens dialoger på tværs af genrer, medier og udtryk.

Det er første gang nogensinde, at Kunstnersammenslutningen Grønningen, der blev stiftet i 1915 som en udløber af den første kunstnersammenslutning Den Frie, udstiller i Kunstforeningen GL STRAND. Gennem årene har GL STRAND haft en tæt forbindelse til mange af sammenslutningens kunstnere. Allerede i 1913, hvor bruddet med Den Frie så småt var på vej, afholder fem af de stiftende medlemmer af Grønningen en udstilling i Kunstforeningen GL STRAND, der varsler om en ny tid og en ny kunst. Af andre kan også nævnes det første kvindelige medlem af Grønningen, som indtræder i kunstnersammenslutningen i 1933, nemlig billedhuggeren Astrid Noack, der udstiller i Kunstforeningen i 1955. I nyere tid har flere af sammenslutningens nuværende medlemmer haft udstillinger eller skabt udsmykninger til GL STRAND. Erik A. Frandsen og Eva Steen Christensens permanente udsmykninger kan ses i SALEN og ved portindgangen til GL STRAND i Læderstræde 15.

”GL STRAND har en mangeårig tradition for at vise det brede udsnit af den danske samtidskunst i gruppepræsentationer som fx udstillingsrækkerne EXIT og EXTRACT. Med udstillingen Grønningen griber vi fat i én af dansk kunsts væsentligste og ældste kunstnersammenslutninger – og sætter en unik ramme for deres værker. Udstillingen er alle tiders chance for at se, hvad en række af Danmarks mest vedkommende kunstnere arbejder med lige nu,” lyder det fra Helle Behrndt, direktør af Kunstforeningen GL STRAND.

Udstillingen Grønningen kan opleves i GL STRAND fra d. 2. februar - 6. april 2019.

Deltagende kunstnere: Morten Buch, Erik A. Frandsen, Eske Kath, Karin Lorentzen, Stig Brøgger, Anita Jørgensen, Søren Martinsen, Leonard Forslund, Mads Gamdrup, Astrid Kruse Jensen, Nicolai Howalt, Hjördis Haack, Viera Collaro, Eva Steen Christensen, Trine Søndergaard, Kirsten Justesen, Kristofer Hultenberg, Lone Høyer Hansen, Allan Otte, Seppo Mattinen, Anette Harboe Flensburg, Carl Magnus, Michael Mørk, Troels Wörsel, Ronald Burns, Lise Malinovsky, Hans Pauli Olsen, Peter Bonnén, Bjørn Poulsen, Eva Koch, Jette Thyssen, Ole Sporring, Merete Barker, Ib Monrad Hansen, Arne Haugen Sørensen, Poul Agger, Peter Brandes, Malene Landgreen, Jørgen Haugen Sørensen og Ruth Campau.

Anette Harboe Flensburg, Still waters run deep, 2018

LUK   X

Anette Harboe Flensburg, Still waters run deep, 2018