Udstillinger

EXTRACT II
UNG INTERNATIONAL KUNST


24. november - 13. januar 2013

EXTRACT 2012 præsenterer syv unge kunstnere, der alle har taget afgang fra danske og
internationale kunstakademier i 2012. Udstillingen er derfor en unik mulighed for at få indblik i hvad der rører sig lige netop nu på den helt unge internationale kunstscene. I år deltager repræsentanter fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi, The Glasgow School of Art og Die Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe.

Kunstnere: Selma Alacam, Anna Bak, Simon Häske, Kai Mailänder, Claire Moore, Astrid Myntekær, Zoe Williams.

Om EXTRACT:

EXTRACTer en fejring af vækstlaget i samtidskunsten. Udstillingen fortsætter GL STRANDs tidligere engagement i EXIT udstillingerne, som præsenterede værker af afgangselever fra Det Kgl. Danske Kunstakademi gennem 13 år fra 1996-2009.

EXTRACT er med til at fremme udvekslingen mellem den danske og den internationale kunstscene, idet kunstnere med uddannelse fra vekslende internationale kunstakademier inviteres til at udstille sammen med tre til fire dimittender fra de danske kunstakademier. EXTRACT ligger ydermere i forlængelse af Kunstforeningen GL STRANDs historiske indsats for at understøtte og formidle den helt unge kunst.

TAK TIL FONDE OG SPONSORER:

DET OBELSKE FAMILIEFOND

KUNSTRÅDET

MONTANA

Kunstnere i EXTRACT II

Zoe Williams er født i Salisbury i England i 1983. I dag bor og arbejder hun i Glasgow, hvor hun også er uddannet; på The Glasgow School of Art i 2012. Hun har modtaget en række priser for sit tidlige arbejde i Bristol og skal i den kommende tid udstille i bl.a. Paris og Berlin, foruden på EXTRACT i København. Zoe Williams arbejder med at skabe objekter og miljøer, der indfanger vores fascination af det sensuelle og til tider også hedonistiske. Hendes primære referencer er modeindustrien, modefotografiet, men også klassisk billedkunst og antik symbolik, hvor der bevidst er forsøgt at skabe forførende, sanselige udtryk.

Simon Häske er 31 år og er født i Tübingen, Tyskland. Han er uddannet fra Staatliche Akademie der Bildende Künste i Karlsruhe under Professor Corinne Wasmuht. Han har deltaget i en række gruppeudstillinger i Tyskland. På udstillingen EXTRACT præsenterer Häske en række malerier i stort format, udført i olie på lærred, der på inddragende vis genfortolker det klassiske landskabsmaleri. Häske arbejder med en unik form for illusorisk rum i sine billeder, hvor det abstrakte og antydningsvist figurative glider sammen i dramatiske overgange og skaber en række udefinerbare rum og grænser mellem disse.

Kai Mailänder er født i 1984 i Ludwigsburg i Tyskland. Han er uddannet fra Kunsthochschule Berlin-Weißensee og taget sin mastergrad fra Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe. Han bor og arbejder i Möglingen i Tyskland. Han har tidligere udstillet på Kunstverein Heidelberg og solo på Kunstverein Rastatt. Mailänder arbejder i flere medier, fortrinsvis dog maleri, collage og tegning. Hans gennemgående interesse er menneskets forhold til naturen og hvordan vi påvirker den, manipulerer og former den i forhold til skiftende interesser og passioner.

Anna Bak er 27 år og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i Odense. I 2010 modtog hun Fulbrightfondens udvekslingslegat har derfor også studeret kunst på Montana State University. Under sit ophold i USA modtog Anna Bak hædersprisen ved Vox Populi show i Hellen Copeland Galleri og havde sin første soloudstilling på Walter-Yoblonsky Galleri (Montana, USA). Herudover har Anna Bak deltaget i adskillige gruppeudstillinger både i Danmark og USA. Kunsten er for Anna Bak en anledning til undersøgelser og filosofiske overvejelser. Hvert værk tager afsæt i kunstnerens interesse for forskellige problemstillinger, det være sig af social, kulturel eller æstetisk karakter, som hun så formgiver igennem forskellige medier.

Claire Moore er 29 år og født i Glasgow, Skotland, hvor hun også bor og arbejder. Hun er uddannet fra maler- og grafiklinjen på Glasgow School of Art. Tidligere i 2012 blev hun udpeget til at deltage på den prestigefyldte udstilling Saatchi New Sensations; i 2011 modtog hun William and Mary Armour Fellowships’ prisen, mens hun i 2007 blev udpeget til ’graduating student with most potential’. Claire Moores malerier kredser om kulturel hukommelse, som en aktivitet, der foregår i nutiden, men hvori fortiden kontinuerligt modificeres og genformuleres, samtidig med at den fortsat former fremtiden.

Selma Alaçam er 32 år og uddannet fra Akademie der Bildenden Künste i Karlsruhe, hvor hun også bor og arbejder. Selma Alacam har allerede haft soloudstillinger på Staatliche Kunsthalle Baden-Baden, ar/ge kunst Galerie Museum (Kunstverein of Bolzano, Italien) samt på Galerie Kadel Willborn, Karlsruhe. Herudover har hun deltaget på adskillige gruppeudstillinger bl.a. Junge Kunst 2010, ENOVOS Kunstpreis, Wilhelm-Hack-Museum, Ludwigshafen.  Selma Alacam arbejder primært med film og videoinstallationer. Hun har flere gange fokuseret på forholdet mellem islamisk og vestlig europæisk kultur og udforsket hvordan dette forhold er præget af blinde vinkler og undertrykte forestillinger.  

ASTRID MYNTEKÆR er 27 år og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, hvor hun også bor og arbejder. Hun har haft soloudstillinger på Gallery Q og galleriet Fifth Floor, og står for den kunstneriske setting i Hotel Pro Formas seneste udstilling.  Astrid Myntekær har deltaget på talrige gruppeudstillinger bl.a. udstillingen Maskinkraft (2007) på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Astrid Myntekærs praksis spreder sig over mange medier, men ofte har hendes værker været skulpturelle lyd- og lysinstallationer, og tilbagevendende temaer er alternative erkendelsesområder; science fiction, magi og mystik.