Udstillinger

CATHRINE RABEN DAVIDSEN
HOUSE OF THE AX


04. februar -

Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) er kendt for sine maleriske personskildringer, hvor hun balancerer minutiøs stregtegning og detaljerigdom med opløste, udviskede konturer og heftige farveklatter. I sin værker trækker hun på en bred vifte af litterære og kunsthistoriske referencer, fortællinger og mytestof.

I sine nye værker lavet specielt til udstillingen HOUSE OF THE AX, slår Raben Davidsen en mere intens og dramatisk tone an end hidtil. Frem for de tidligere så karakteristiske pasteller og klare neon nuancer, er farverne nu mættede og penselstrøgene mere markante. Materialevalget spænder vidt fra monumentale kul og blæktegninger, keramiske krukker, grafik, små oliemalerier på hør til broderede masker i pels og lyd.

Personligt erindringsmateriale i form af billeder fra kunstnerens rejser eller af familiemedlemmer indgår i udstillingen

på lige fod med de mange kunsthistoriske referencer og mytologiske fortællinger. Lydsiden, der består af den mekaniske snurren fra faderens symaskine, trækker tråde tilbage til kunstnerens barndom og faderens virke som modedesigner. Udstillingen får herved karakter af en sampling, hvor diverse indtryk optræder side om side på tværs af tid og rum.

I udstillingen har Cathrine Raben Davidsen blandt andet fundet inspiration i labyrinten og spiralen, begge motiver er urgamle symboler for vækst, spirituel udvikling, rejse og transformation. Om udstillingens titel HOUSE OF THE AX siger hun: ” Titlen rummer en form for uro, en fornemmelse af, at noget er ved at ske, eller netop har fundet sted. Samtidig refererer den til Kong Minos’ labyrint, som er skabt således, at når man først er kommet ind, er der ingen vej ud igen. Udstillingen er bygget op som et tæt omsluttende univers, hvor rejsen kan gå i mange retninger.”

 

OMTALE AF CATHRINE RABEN DAVIDSEN: HOUSE OF THE AX

DR Kunstklub - omtale

Magasinet RUM - omtale

Cover.dk - interview

Kopenhagen - interview

Weekendavisen 30 marts. 2012