Udstillinger

EXIT 08


17. maj - 06. juli 2008

 

EXIT 08 udstillingen i GL STRAND præsenterer værker af årets afgangselever fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og tegner et levende billede af den danske kunstscene netop nu. Udstillingen byder både på farvestrålende maleri, eksperimenterende videokunst og en række forskellige blandingsgenrer mellem skulptur og installation. Traditionen tro indtager de 24 EXIT’ere hele GL STRAND med kreative og opfindsomme indgreb, og udstillingen former sig som en serie af rum, der hver især har deres egen dynamik og dialog mellem de udstillede værker.

Tre temaer løber som røde tråde gennem EXIT 08. Erindring, kunst som social bevidsthed og længslen efter at bryde kunstens traditionelle rammer.

Erindring er et af de store temaer som præger årets EXIT udstilling men også samtidskunstscenen generelt. En række af udstillingens kunstnere arbejder i deres værker helt konkret med erindring i form af genopførelser eller re-enactments af fortidens motiver som refleksionspunkt for nutiden. Et andet gennemgående tema for de udstillede værker er kunsten som social bevidsthed - en kunstretning som siden 1990’erne har været fremherskendesom genre. Herhjemme og internationalt har kunstnere i og med deres værker skabt ”sociale interventioner”, hvori betragteren (eller deltageren) af værker
blev gjort bevidst om den sociale sammenhæng eller umiddelbare, sociale kontekst om  værket. Endelig afspejler en række af værkerne på EXIT 08 behovet for at bryde med kunstinstitutionens rammer. Siden de moderne avantgardebevægelser i 1920’erne har
kravet om overskridelse ligget latent til samtidskunsten. Det forventes stadig at unge kunstnere gør op med forgængerne og giver samtidskunsten et markant, nutidigt udtryk i genre, form og indhold.