Udstillinger

Rose Eken
2018 Hollesens Legatmodtager

3. sal
17. marts - 20. januar 2019

I forbindelse med modtagelsen af årets Elna og C.T. Hollesens Legat udstilles Rose Ekens installation Lady’s Handbag (2015) i Kunstforeningen GL STRAND. Legatoverrækkelsen fandt sted i Kunstforeningen GL STRAND d. 16. marts 2018. Rose Eken modtager prisen for at indtage en unik position i dansk kunst med sine miniaturer, skulpturer og installationer, der på insisterende og humoristisk vis fortæller og skaber nye narrativer. 

 

OM ROSE EKEN

Rose Eken (f. 1979) er uddannet fra Royal College of Art i London i 2003. Hun har siden udstillet i både ind- og udland og er repræsenteret i flere private og offentlige samlinger. Med medier som keramik, broderi, pap, maleri, tegning og video skaber hun tableauer, som udforsker genstandes generøse evne til at fortælle historier. Eken genskaber objekter og miljøer, som inkarnerer livet som blandt andet kunstner eller musiker. De udvalgte objekter kendetegner hverdagslivet for forskellige typer, fx en sammenkrøllet cigaretpakke, en brugt malerpensel eller som en dametaske og dens mulige indhold, som hun former og giver nyt liv. Objekterne er gengivet i ofte formindskede størrelsesforhold, som ikke mindst skyldes, at leret skrumper ved brænding. Denne forskydning i skala er sammen med den taktile materialekarakter med til at give objekterne et tydeligt nærvær og prikke til vores fastlåste forestillinger om disse miljøer og genstandes betydninger.

Medlem af legatudvalget, billedkunstner Erik Steffensen, udtaler:

“For ti år siden gjorde Rose Eken sin usædvanlige entré i dansk kunst med et værk der bestod af lutter små miniaure guitarer formet i ‘keramik’. Små naturtro gengivelser af musikinstrumenter erobrede scenen med overbevisende humor og en insisterende stemme… der bare får én til at indlemme begrebet ‘rock’n’roll-keramik’ i kunsten som den naturligste ting i verden. Hun har videreudviklet denne insisterende form for kunst, der handler om det store i det små, om fortællingen og om kontakten til beskueren gennem sanser og fantasi.”

 

ELNA OG C.T. HOLLESENS LEGAT

Elna og C.T. Hollesens Legat blev stiftet i 1972 af ægteparret Elna og Cay Thomas Hollesen. Legatet administreres af Kunstforeningen GL STRAND, og legatudvalget består af de til enhver tid siddende kunstnere i Kunstforeningen GL STRANDs bestyrelse, som p.t. udgøres af Eva Steen Christensen og Erik Steffensen, samt den siddende formand for bestyrelsen, Eivind Kolding. Hensigten med legatet er at yde støtte til danske kunstnere, der har gjort sig positivt bemærket i de seneste år og dermed give kunstneren mulighed for fortsat engagement og fordybelse.