Stiftet af C.W. Eckersberg i 1825
Det var kunstner og professor C.W. Eckersberg, der stiftede Kunstforeningen i 1825
med det formål at udbrede det almene kendskab til kunsten og skabe et bindeled
mellem det elitære Kunstakademi og et bredere folkeligt publikum. Målet var at
oplyse og skabe debat via kunsten og at sætte en ny kulturpolitisk dagsorden
herhjemme. Udgangspunktet for Kunstforeningen GL STRANDs udstillinger var fra
begyndelsen og er stadig primært den nye unge kunst og støtten til de unge kunstnere.

Udstiller af den nye kunst
Hovedårsagen til GL STRANDs mangeårige virke er institutionens evne
til at lave udstillinger, der er på forkant med de nye strømninger i kunsten.
Kunstforeningen har altid satset på kunstnere, der turde bryde med traditionen og
skabe deres eget udtryk. GL STRANDs lange udstillingshistorie tæller bl.a.
nyskabende kunstnere som Edvard Munch (udstillet i 1908), Vilhelm Hammershøi
(1916), Robert Jacobsen og Richard Mortensen (1949), Asger Jorn (1953), John
Kørner (2004) og Eija-Liisa Ahtila (2007).

En central københavnerinstitution
GL STRAND er en traditionsrig københavnsk kunsthal, der både historisk,
geografisk og betydningsmæssigt er central for byens kunstliv. Kunstforeningen
GL STRAND har allerede fejret sit 180 års jubilæum og har også haft forskellige
adresser i Københavns indre by siden stiftelsen i 1825. Den nuværende adresse i
Philip de Langes smukke bygning på Gammel Strand blev taget i brug i 1952.
Huset stemmer meget fint overens med institutionens ånd; i centrum af det
moderne byliv, med fundament på et af Københavns historiske koordinatpunkter
og frit udsyn over byens nye horisonter.

Fremtidens GL STRAND

Takket være en række betragtelige donationer fra danske fonde kan
kunstforeningen GL STRAND nu gennemføre en længe ønsket gennemgribende
udvidelse, renovering og fremtidssikring af kunsthallen i den historiske bygning på
GL STRAND i København.

A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal lagde
fundamentet med en donation på lidt over halvdelen af det samlede budget på 48
millioner kroner, mens Augustinus Fonden, Oticon Fonden, og Knud Højgaards Fond
tilsammen har skænket hele 22 millioner. Herudover har Montana doneret det
resterende, hvormed projektet er fuldt finansieret.

”Nu da vores projekt er en realitet, vil vi gerne informere offentligheden, ikke
mindst i lyset af andres planer om at etablerer byggeplads foran GL STRAND i
forbindelse med metrobyggeriet”, siger GL STRANDs bestyrelsesformand Mogens
Munk-Rasmussen.

Det er arkitekterne Vilhelm Lauritzen, der vil stå for renoveringen, der både vil
bringe de oprindelige karakteristika frem i det fredede hus og fremtidssikre
bygningen som udstillingssted. Samtidig vil nogle lejemål i GL STRAND blive
inddraget til nye udstillings- og publikumsfaciliteter.

”Det er en fantastisk velvilje, vi har set fra de fire fonde, der således løfter projektet.
Det tegner godt for interessen for kunsten og samtidskunsten i særdeleshed i det
danske kulturbillede”, siger direktør Helle Behrndt. ”Vi har længe ønsket os, at
husets smukke indre kunne blive renoveret, så stedet virkelig kan komme til sin ret.
De fleste, der kommer her, både kunstnere og gæster, forelsker sig i huset, men når
man kommer her hver dag, kan man også godt se, at det er godt brugt! Man taler
meget om kunsthaller i øjeblikket, og vi er jo en kunsthal midt i København i et af
byens klassiske borgerhuse, som vi nu vil optimere med stor veneration for husets
arkitektur. Jeg tror, der er mange københavnere, der deler vores begejstring over,
at vi i 2010 kan slå dørene op til en helt speciel kunsthal af internationalt format,
som byen kan være stolt af”, siger direktør Helle Behrndt.

”Der stilles i dag hastigt stigende krav til udstillingssteder om at vise kunsten under
særligt kontrollerede forhold hvad angår klima, lys og sikkerhed. Samtidig er en
renovering nødvendig, derfor gjorde vi en dyd af nødvendigheden og skabte et
projekt, hvor renoveringen kunne indbefatte en optimering af forholdene og en
udvidelse af faciliteterne”, siger Mogens Munk-Rasmussen.

Se desuden
> AKTUEL UDSTILLING
> GL STRANDS VISION
> GL STRANDS BUTIK
> MEDLEM AF GL STRAND

> TILBAGE TIL FORSIDEN