Interview med Stine Marie Jacobsen, Skolen for Tidsbaserede Medier

DBP: Hvilket medie arbejder du med og hvorfor?
SMJ: Jeg arbejder hovedsageligt med video, performance og fotografi. Jeg har en konceptuel tilgang til det, jeg arbejder med, og jeg vælger medier alt efter det projekt, jeg arbejder med. Dvs. jeg vurderer meget efter situationen og indholdet: vil et foto, en film, eller et lydværk fx bedst illustrere, hvad det er, jeg vil sige.

DBP: Hvorfor det performative?
SMJ: Det, der fascinerer mig ved det performative, er, at jeg ikke altid kan forudse, hvad der sker. Det ville en maler vel også sige, men når jeg siger ”det performative”, mener jeg, at jeg arbejder sammen med andre mennesker. Fx i dette tilfælde ved mit værk til Exit09, hvor jeg har arbejdet sammen med en amatør, som aldrig er blevet filmet før, og som ikke er vant til det filmiske apparat. Jeg kunne aldrig forudse, hvordan han ville gribe mine opgaver og mine spørgsmål an, fordi han ikke var en trænet skuespiller med indøvede redskaber men en ”virkelig” mand med virkelige følelser og reaktioner. Jeg synes, det er ret interessant at komme fra en professionel baggrund og så invitere amatøraspektet ind. Så ja - det uforudsete, men i dette projekt også et bevidst valg af amatørstilen, som jo allerede har et eksisterende link til B-filmen.

DBP: Kan du sige noget om det værk, du udstiller på EXIT 09?
SMJ: Mit EXIT værk, som bærer titlen ”Do you have time to kill me today?”, er et filmisk samarbejde med min amerikanske nabo, Kirk Douglas Sample. Jeg boede i USA i halvandet år fra 2006 til 2007. Første gang jeg så min nabo, sagde jeg til ham, at han lignede Richard Dreyfuss, og så blev han lidt smigret. Jeg tænkte at jeg blev nødt til at spørge ham, om han ville være med i en film. Og så har jeg jo haft en interesse for gysere og horrorfilm i mange år, så jeg tænkte, han måske ville sige ja til at være med i en film, hvor han skulle agere morder. I starten var han lidt bekymret for, hvad mine bagtanker var med det, men så sagde han endeligt ja. Som han selv sagde: Hvis jeg stolede på, at han opførte sig ordentligt med plastikkniven, så ville han også stole på mig. Projektet kom til at handle om tillid men også mange mange andre og usagte ting.
Altså det var jo et lidt underligt møde med en mand som jeg ikke kender – at skulle spørge ham og få ham til at træne sig selv til at blive en god morder på film. Men han var jo virkelig super - meget frisk og meget interesseret. Det der så skete undervejs – vi filmede uafbrudt i 2 måneder – var, at han blev så glad for projektet, at han kom og ringede på min dør og spurgte: ”hvornår skal jeg slå dig ihjel?”. Og så havde vi sådan en lidt humoristisk brevudveksling. Jeg satte sedler på hans dør, hvor der stod, om han havde tid til at slå mig ihjel i dag, og han skrev breve til mig om hans tanker om projektet. Men for at afslutte - jeg har simpelthen tænkt mig at dedikere mit EXIT værk til ham og dette projekt, som udviklede sig til et ret spøjst forhold og, fordi jeg er glad for at have haft en nabo som ham.

DBP: Hvad er dine forventninger til EXIT udstillingen generelt?
SMJ: Det er jo en meget speciel situation, at vi kun bliver sat sammen, fordi vi har gået på den samme skole. Så man kan sige, vi bliver jo samlet igen. Men kurateringsmæssigt, så er det jo en skoleudstilling, og det skal man huske på. For normalt når man udstiller, så kommer der det lille kunstinteresserede publikum, men på EXIT kommer der mange. Og jeg synes, det er rart, at EXIT-udstillingerne tiltrækker et bredt publikum.

DBP: Forventer du noget særligt fra jeres årgang?
SMJ: Tematisk og metodisk har vi lige fra starten af været meget forskellige. Og jeg tror, det, der skiller sig ud, er, at vi er en dygtig og god årgang. Men rent metodisk, rent værkmæssigt, er vi lige så blandede som alle andre årgange. EXIT er jo en udstilling, hvor kunstnerne ikke kan gøre så meget. Man er vant til at kunne bryde, knække eller lave om på noget – og det kan man jo bare ikke her. Det er mere sådan en venue af en slags, hvor vi kommer og viser, hvad vi har lavet i de sidste 6 år. Men hvor vi skal indrette os efter en bestemt udstillingstype. Men jeg kan ikke sige andet end, at EXIT så er god på den måde, at det netop er en venue, hvor man ser, hvor bred kunsten er, og hvor forskellige værkerne kan være. Og det synes jeg jo er vigtigt, at folk forstår, at man som kunstner kan arbejde med alt fra handling og tale til maleri. Formidlingsmæssigt er det vigtigt at undertstrege.

DBP: Hvad betyder det for dig at være kunstner?
SMJ: Det betyder for mig at jeg kan arbejde med kunst. Og så vil jeg hellere definere, hvad kunst er. Nu taler jeg jo kun for mig selv, men for mig er kunst blevet til et værktøj, som jeg bruger til at komme i dialog med rigtig mange forskellige instanser - alt fra privatpersoner til firmaer. Nu har jeg så været så heldig, at jeg efterhånden har lavet en del projekter med både privatpersoner og firmaer og har blandt andet lige for nylig lavet et projekt med SKAT i samarbejde med Søren Thilo Funder, som jeg syntes var meget spændende og udfordrende. Jeg ved jo godt, hvordan samfundet kigger på os og vil bruge os – vi bliver jo uddannet til at tænke selvstændigt og tænke personligt. Som kunstner skal man virkelig vide, hvem man er, hvad man står for, og hvilke holdninger man har, og det skinner jo så igennem i den kunst, man laver. Og jeg synes jo, at vi altid kan lære at tale bedre om ting. Ikke kun kunsten – vi kan altid lære en bedre måde at omgås med hinanden på, og vi kan lære at tale om tingene på en bedre måde. Altså helt fra ”freedom of speech” til ideen om, hvordan vi formidler ting til hinanden. Og det er også derfor, at jeg gerne på den ene side vil bruges som kunstkonsulent og på den anden som en mere klassisk billedkunstner, der hænger en ting op, og så kommer der en dialog på baggrund af dét. Men den her mere kunstkonsulentrolle er ret interessant, fordi der bliver kigget meget på din research, hvordan man forsker, og hvordan man danner nye billeder – og det vil jeg gerne arbejde mere med i fremtiden.

DBP: Så det handler meget om at italesætte og komme i dialog?
SMJ: Ja meget. Og også at indbyde publikum til at spørge. Det er jo det kunst handler om, at opleve og tale sammen. Det brede publikum skal fx lære at bruge guiden og de omvisningstilbud, der er. Altså hvis man synes, det er mærkeligt, der ligger noget skrald i et hjørne på et museum – så spørg! Der er jo en grund til, at det ligger der, det er jo aldrig helt tilfældigt. Jeg har lyst til netop at gå i lag med forskellige typer af publikum. Jeg synes, det er interessant – kunstnere skal kunne holde til at kunne svare på den slags spørgsmål. I længden kan det godt blive lidt tungt hele tiden at skulle svare på, hvorfor noget er kunst, men man kan faktisk godt hurtigt komme videre fra det ved at sige, det er kunst, fordi man siger, at det er det – og så gå videre til at sige: ”nu skal I høre, hvad min research går ud på…”. Man skal jo også forstå som kunstner, at der er et publikum, der ikke er vant til at kigge på billeder og afkode, hvad der ligger bag det. Altså fx en sort firkant med en hvid prik på, hvad filen er det? Og så er det jo fantastisk, at man faktisk bare kan spørge ind til det og finde en værdi i en sort firkant og en hvid prik… Men hvis publikum ikke er villige til at gå i dialog eller lytte til kunstnerens forskning eller research, så stopper legen, døren lukker sig, den folkelige formidling forsvinder og eliten beholder det hele for sig selv! Jeg kan nogle gange kun beklage, at kunsten hos den brede befolkning ikke altid får den forskningsstatus, som den fortjener. Men denne snak vil jeg gemme til en anden gang.

>LUK SIDEN