Interview med Rolf Nowotny, Skolen for Tidsbaserede Medier
DBP: Hvilket medie arbejder du med?
RN: Tjah, jeg tilpasser vel mediet til, hvordan værket formidler sin idé bedst. Jeg er ikke særligt interesseret i at dygtiggøre mig inden for et specifikt medie, det vinder jeg ikke noget ved. Her på det sidste har jeg da også fundet ud af, at mit arbejde faktisk er direkte afhængigt af en eklektisk tilgang til medier og emner. Næh, jeg er nu mere interesseret i metoden, og med hvilke effekter værket kommunikerer.
Mine værker er i virkeligheden er en slags sproglige objekter, hvori hvert element bærer på sin betydning. Jeg arbejder blandt andet med forholdet imellem præsentation og repræsentation, form og indhold kan man sige. I mine værker vil de to enten mime eller gå imod hinanden, så der skabes en form for friktion for, hvad værket vil kommunikere. Så jeg ser altså nærmest hvert værk som en serie moduler, der er sammensat til et eller andet udsagn af en slags. Men spørgsmålet er egentlig, om værket i sidste ende faktisk fortæller noget, eller om det ikke bare er glad for at snakke.
Mine værker kan virke svært gennemtrængelige og direkte ukommunikative, men det sjove er, at virkemidlerne som oftest er fjollede og meget lidt akademiske. Jeg er ret glad for at bruge det daglige og dumme, men på en intelligent måde, håber jeg. Faktisk er jeg meget seriøs omkring det at bruge fjollede billeder.
DBP: Men det at have noget ”fjollet” med, der behandles alvorligt, det er altså et vigtigt element i meget af din kunst?
RN: Ja, fx kan jeg godt lide at bruge populærkulturen – altså hvis jeg ser en film som Robocop, så kan jeg finde mange fascinerende ting ved den. Det handler om, hvilken optik man ser med. Jeg kan bare godt lide, at det der er det plane – det der betragtes som lavkulturelt – i virkeligheden kan bære mange betydninger. Fx film og musik er jo symptomatiske for den tid, de er produceret i, og derfor følger der også den tids værdier og tanker med dem.
Lige nu er jeg ret optaget af ”The Abyss” fra 1987 af James Cameron. I filmen er der denne her fantastiske scene, hvor en slags vandtentakel kommer ind i en ubåd til besætningen, som så stiller sig op og stirrer forundret på den. Pludseligt gengiver den hovedrollens ansigt, hun rækker tunge af den og den mimer hende tilbage. De står alle sammen måbende og helt euforiske. Det var første gang at CGI, altså computergrafik, kunne agere en karakter i film, før det var det jo dukker og så videre, altså ægte ting. Men computergrafik er jo næsten metafysisk, det eksisterer jo ikke, men er et lag oven på "virkeligheden", og den befinder sig endda i en helt anden tid, lang tid efter indspilningerne. Og nu kan vi pludseligt helt bogstaveligt se os selv i teknologien, i den her fremmede andethed. Så scenen er vel egentlig til for at spejle vores og beskuernes måben over denne nye, tilgængelige teknologi. Det, jeg mener, er, at teknologi virker nærmest som at være en form for fremmedelement, som nærmest synes at gro og udvide sig af sig selv. Vi står passive på sidelinjen og forundres over, hvad der dog nu kan lade sig gøre. Scenen bliver så en form for indvarsling af en ny tid for at se og forstå billedsprog.
DBP: Kan du sige lidt om det værk, du har lavet på EXIT?
RN: Jeg laver blandt andet et værk med en bunke mursten, som bliver overfladebehandlet med polyurhethan, altså plastik, indfarvet i ”Chroma Key” grøn. Farven er teknisk kalibreret til at kunne blive udskiftet med et digitalt lag, ligesom man bl.a. ser det i vejret og i visuelle effekter i film. Den grønne farve er i den forstand et digitalt rum, hvor alt kan projiceres ind i. Værket handler så måske om at åbne et frirum - et potentielt rum. Men det forbliver et uindfriet løfte om ting i vente og er derfor blot et tegn, en pegende finger.
På den måde håber jeg, at værket fungerer som katalysator for tænkning. Jeg er interesseret i at dele ud af mit forfatterskab, at få folk til at tage aktiv del i en videreførsel af værket. Derfor er der heller ikke noget direkte foræret i mine ting. Jeg prøver at anbringe en række objekter i et rum, der er uden tid og uden egentlig funktion, så det er fuldstændigt åbent for betydning. Lige nu har murstenene ingen nytte – de står bare og venter. De kan pege tilbage på noget, der har været, og de kan pege fremad mod noget, der kan blive. Men lige nu befinder den grønne farve og murstenene sig i et vakuum af mening, de venter på aktivering. Begge dele omhandler et slags fællestema, sagt på to forskellige måder. Jeg prøver på at repræsentere en idé, der bliver set igennem flere forskellige optikker.
DBP: Man kunne også tage det et popkulturelt skridt videre og koble værket op til en computer, så folk kunne stå foran og skifte baggrunden ud med dinosaurer osv.? Eller måske er det derfor, jeg ikke er kunster – fordi jeg får sådan nogle ideer?
RN: Haha ja – altså jeg synes det ville ødelægge det, fordi der så rent faktisk ville være i funktion, og det handler mere om det potentielle i det. Men jeg skal nok tage det op til overvejelse, ha ha.
DBP: : Hvad forventer du dig af udstillingen EXIT 09?
RN: Ja, altså det kommer jo nok til at ligne de fleste EXIT-udstillinger. Man kan jo ikke komme udenom, at der ikke er noget kuratorisk grundprincip. Det er jo bare et slice through time, som min medstuderende Mikkel Carl garanteret også har sagt, haha. Normalt vælger man jo kunstnere ud, som komplimenterer hinanden, og som kan udgøre en kuratorisk ide. Så det er jo lidt en besværlig opgave med 30 mennesker med hvert sit projekt. Men jeg tror bare, man skal se det som en præsentationsrunde. Men det er også derfor, det er sjovt, fordi der opstår sådan nogle anti-kuratoriske ting, fordi man kommer jo til at se ting i forhold til hinanden, som absolut ikke burde være under samme tag. Der opstår nye betydninger og sammenstød, og det kan være meget sjovt.
DBP: Hvad betyder det for dig at blive uddannet kunstner?
RN: : Jeg glæder mig rigtig meget til at blive færdig, jeg har længe haft et ben på vej ud ad døren - seks år er lang tid, det har været en fantastisk tid, men det bliver jo til sådan en stor livmoder, man svømmer rundt i. Jeg glæder mig bare til at komme ud af den her studerende-rolle. Når man laver ting, så er det altid med en samtale med en professor eller andre studerende i baghovedet, hvor man skal kunne argumentere for hvert et valg. Jeg glæder mig lidt til at have den frihed – ikke fordi jeg føler mig tvunget ind i nogle faste rammer her, men det er bare det her med, at man er studerende. Og op til nu, er alt hvad man gør jo en slags fremskridt med forsøg og eksperimenter. Men nu hvor man kommer ud, så vil de ting, man gør, have en eller anden form for aktualitet. Jeg glæder mig egentlig bare til at komme lidt ud i verden og prøve tingene lidt af. Jeg har sådan lidt sørget for ikke at skyde karrieren rigtigt i gang, jeg har bare holdt lav profil og kørt mine egne ting.
DBP: Er der en særlig tendens for jeres årgang?
RN: Min forventning er nok, at det bliver en ret eklektisk årgang. Jeg har sådan en ide om, at vores årgang er et slags brudår. Man kan på de to sidste år før os se, at der er en tendens eller retning, som er skiftet ret markant. Der er nogle professorer og lektorer, der er blevet skiftet ud, og det har betydet noget i forhold til, hvem der er blevet valgt ind, og hvad der er blevet lagt vægt på i undervisningen. Men især dem, der går på grundskolen nu, de er markant anderledes, end da vi kom ind. Jeg er ikke engang kommet i gang endnu, og jeg føler mig allerede som en del af den gamle generation med de nye, unge kunstnere i hælene på mig.