Interview med Mikkel Carl, Billedhuggerskolen
DBP: : Hvilket medie arbejder du med?
MC: Jeg kan svare ret præcist, at jeg ikke arbejder med et decideret medie. Jeg tror ikke, der er nogen backup at hente. Der er en historie og historik i medierne, som man selvfølgelig skal være opmærksom på, men jeg tror ikke, at man kan vinde noget ved en mediespecifik praksis. Altså, der er ikke længere mediespecifikke temaer, som alene kan bære en kunstpraksis, sådan som de kunne tilbage i 60’erne. Her kunne man udfordre maleriet - dermed kunsten - med en fuldstændig formalisme. Og det samme med skulpturen. Man kunne lave ”specifikke objekter”, som Judd kaldte det, og det var en meget stor udfordring af skulpturkategorien. Men nu er de to kategorier eller medier, maleriet og skulpturen - blandt andet på grund af det arbejde, der blev lavet i 60´erne og 70erne - brudt så meget sammen, at du ikke kan vinde noget ved dem. Dermed ikke sagt, at der ikke er mediespecifikke problematikker, som man er nødt til at forholde sig til i en tværmedial praksis. Det vil sige, du skal hele tiden være opmærksom på maleriets og skulpturens historie, hvis du laver noget. På den måde arbejder jeg med mediet fra værk til værk, for så i udstillingssammenhæng at line de forskellige specificiteter op ved siden af hinanden. Det er sådan jeg arbejder tværmedialt.
DBP: Kan man sige, det på den måde, at det at være kunstner for dig ikke er knyttet til medier som sådan?
MC: Ja altså, det er knyttet til et mere generelt tankesæt, som jo så skal materialisere sig i et bestemt stof. Og så snart det bliver det, så knytter det sig også til et medie. Selv installationen er blevet en slags medie, som der allerede er en masse konventioner omkring. Videokunst var det heller ikke som sådan i starten, men er blevet det. Dvs. du kan ikke lave noget som billedkunstner, uden at det knytter an til et eller flere medier. Men jeg forfølger ikke én kategori men i høj grad forskellige kategorier.
DBP: Kan du sige noget om det værk, du laver til EXIT 09?
MC: Ja det kan jeg godt. Det er faktisk første gang, jeg laver et værk, som har en mere fænomenologisk dimension, et værk som bliver sat rumligt. Normalt laver jeg objekter, som falder inden for det, Heidegger kalder Zuhandenheit. Det er noget, du kan gribe om eller næsten gribe om, og som du derfor kan indgå i en velkendt 1:1 kropslig relation til. Sagt på en anden måde: objekterne er optiske, fordi de er haptiske. Dvs. fordi de er på den samme skala som din krop og du kan gribe om dem, så kan du også indgå i en ren optisk relation med dem, hvor du næsten udelukkende afkoder dem med øjnene, og så bagefter tænker noget. I forhold til det fremstår værker, som det jeg skal prøve at lave til EXIT 09, mere diffuse - i hvert fald for mig. Det skyldes, at de forsøger at spille med rummet og dig som beskuer. Med beskueren som en bevægende krop, der ser forskellige aspekter af værket alt efter, hvor den er i rummet osv. Det er ret nyt for mig. Det er et forsøg på at løsne lidt op i forhold til de værker, jeg plejer at lave, og som grundlæggende er funderede i poststrukturalistiske tegnteorier. Der er det det sprogligt og ikke det kropsligt syntaktiske, som ligger til grund for den måde, objekterne er placeret i forhold til hinanden på, og for selve valget af objekter osv. Til EXIT 09 har jeg ligesom kun ét stort objekt – et solarium – som bliver krænget ud. Dvs. selve objektet bliver tømt til fordel for en rumlig gestus, der samtidig hele tiden peger tilbage på objektet, også sprogligt.
DBP: Vil du sige noget mere om det her med, at det lige er et solarium?
MC: Det har jo noget at gøre med…altså modernismen havde meget travlt med at lave en udrensningsproces i forhold til det hverdagslige. Eller rettere, den var delt i to: Der var den der readymade- og appropriations-tradition, og så var der den mere formalistiske, hvor man forsøgte at lade noget rent stå tilbage. Det er de to tendenser, som jeg forsøger at kode sammen – og det er der selvfølgelig mange andre, der har gjort før. Der er på den ene side lyset som sansning - som noget, der påvirker dig kropsligt, og som er sådan halv-metafysisk og mystisk osv. Og så er der den der mere beskidte 80’er appropriations-side. Her kan et solarium f.eks. siges som oftest at tilhøre en bestemt social kategorisering. Det er et helt andet kropsligt blik, en anden type sanselighed… sådan halverotisk, halvpornografisk, meget poppet og hvad dertil hører. Det er sådan set de to æstetiske steder, jeg forsøger at føre sammen.
DBP: Men det er ikke et ”normalt” solarium, du sætter ind?
MC: Altså, det er et standard solarium, jeg bruger. Men jeg modificerer det ved at pille alle rørene ud og placere dem på væggene. Det er der, Dan Flavin-referencen kommer ind. Men selvom Flavin har de der meget synlige armaturer - i modsætning til både Turell og Olafur, hvor lyset altid er både mere mystisk og teknologisk - så er Flavins installationer alligevel renset fuldstændigt ud. Der er ikke nogen samlinger eller ledninger, der er ikke alt det, der så at sige gør lyset til noget fysisk. Det kommer man til at kunne se her, ledningerne der går fra solariet og ud til lysstofrørene. Jeg forestiller mig at solariet står som et udkrænget objekt, at det står tilbage som en stor tømt skal, så det på en måde er udstillingsrummet, der er blevet til det rum, der før var inden i solariet. Men lyset er også et fysisk lys på en anden måde end lysstofrør er det, fordi det er varmt, og fordi du faktisk helst ikke må kigge ind i det. Det er også et historisk lys. I og med det er et helt moderne solarium, så er der udviklet flere forskellige rørtyper, alt efter deres placering og funktion i solariet. Det giver desuden mulighed for et figurativt spil, når de kommer op på væggen – og det er så det, jeg arbejder med lige nu i 3D modeller. Altså, jeg prøver at finde ud af, om jeg skal lave noget, der ligner en lysskulptur, eller om jeg hellere skal placere rørene, så de arbejder med de rumlige mærkværdigheder, der er i det konkrete rum på GL STRAND. Det er det, mit arbejde består i fra nu af og frem til udstillingen. Der er en grundidé, der går ud på at skille det der solarium ad, men jeg skal jo gøre noget med de dele. Jeg håber, værket får den der umiddelbare, sanselige appeal. Bum - du kommer ind i rummet, der er lyst, varmt og blæseren larmer, men at der gennem det, jeg får gjort med rørene, bliver noget at opleve udover selve grebet.
Hvad er dine forventninger til EXIT 09 generelt?
MC: Det er en meget vanskelig udstilling på den måde, at det er x-antal afgangsprojekter, der under ingen andre omstændigheder ville være bragt sammen. Jeg tror selve udstillingen bliver det, den plejer at være, nemlig et snit i tiden. Men når det er sagt, så har jeg altid følt mig meget knyttet til den årgang, jeg går på. Jeg har følt, der har været nogle andre ting på spil med vores årgang, som de andre ikke var specielt interesserede i for måske bare 1,2,3,4 år siden... Jeg tror fx, der er ved at komme en tro tilbage på objektet. En bevidsthed om, at fordi du laver en figurativ skulptur er det ikke ikke-konceptuelt. Koncept ikke er noget med fotokopier. Koncept er noget meget mere fundamentalt, det er noget, du bliver nødt til at arbejde med, hvis det overhovedet skal være interessant at udtrykke sig materielt fysisk i objekter. Og jeg tror den kobling er noget, der sker på mange forskellige måder på min årgang.
På hvilken måde fylder finanskrisen noget på jeres årgang?
MC: Der har været en speciel situation for årgangene lige omkring min. Meget hurtigt efter vi startede, var der studerende, der solgte for mange hundredtusinde om året. Bare 5 år tidligere havde det været nærmest utænkeligt, at studerende udstillede solo på gallerier. Så jeg vil sige, jeg tror at den økonomiske optur har fyldt meget – også negativt. Altså i forhold til, at det har været en bestemt slags kunst, der har været synlig. Det betyder jo så også, at man kan tillægge finanskrisen en vis positiv effekt i forhold til selvransagelsen; hvad er det så kunst skal kunne? Man kunne jo håbe, der kom nogle omstruktureringer i forhold til udstillinger og i forhold til, hvad aviser og blade fokuserer på.
DBP: Hvad vil det sige for dig at være kunstner?
MC: Jeg føler mig som en forsker i et forskningsfællesskab, som hvis jeg nu var blevet atomfysiker. At jeg forsker sammen med andre i et felt – og der er selvfølgelig alle mulig fraktioner ligesom inden for kaosteori, partikelfysik osv. Og nogen kan man så udveksle produktivt med, andre ikke. Hvis folk fx mener, at kunst er et politisk og socialt redskab til at lave forandringer, så har jeg svært ved at udveksle med dem, fordi for mig handler kunst udelukkende om betydningsproduktion, altså om hvad vil det sige at skabe en ny betydning. Ikke så meget hvad men hvordan. Det er det, jeg altid har været interesseret i. Altså der ligger jo en bestemt subjekt-opfattelse indlejret i poststrukturalismens sprogfilosofi, og et sådan fuldstændigt uddifferentieret subjekt vanskeliggør jo en klassisk etisk tænkning. Der er nogle sociale implikationer i den type betydningsdannelser, som jeg arbejder med. Altså det, at betydning bliver genereret gennem relationer mellem ting i nogle horisontale flydende strukturer, bevirker, at der aldrig kan refereres tilbage til noget ”sandt”. Dvs. der kan ikke være plads til religiøs overbevisning, hverken kristen eller muslimsk, eller i det hele taget klassisk metafysisk tænkning. Betydningsdannelse fungerer ganske enkelt ikke på den måde i en moderne verden. Så derfor er der faktisk utroligt mange ting, som etisk og eksistentielt er på spil, når man dyrker den type betydningsdannelse, som jeg gør. Det er jo en overfladetænkning – ment positivt. Altså, der er en kraft og hastighed i den måde, tegn udvikler sig på. Og det er jo ikke omkostningsfrit. Der er helt klart ting, man kunne være sluppet lettere af sted med – også i en dansk kontekst. Men for mig er det at være kunstner, noget man ER. Og det er virkelig ikke for igen at blæse den myte op, at man er et geni eller noget. Altså, man går jo i skole i 6 år, og det er der en virkelig en god grund til. Jeg tror at kunst er noget, man et langt stykke hen ad vejen kan lære. Det er i hvert fald noget, man kan øve sig i. Omvendt skal man også have et talent for at kunne sætte ting sammen på en måde, så det ikke er set før.
DBP: Er der ellers noget, du gerne vil tilføje her til sidst?
MC: Det er vigtigt for mig at fremhæve at kunst ikke er kultur. Kultur er alt muligt mellem mennesker i forhold til nationalitet, socialitet, historie osv., hvorimod kunst primært handler om, hvad det overhovedet vil sige at producere betydning, ligesom litteratur gør det. Hvis folk var indstillet på det, så tror jeg også de ville forstå kunsten meget bedre. Det er klart, at hvis man tror, man skal ind på en udstilling og have en på opleveren, så bliver man skuffet. Men hvis man regner med, man skal ind og se et eller andet meget underligt - hvis det er ens indstilling, så går det helt sikkert meget bedre - også med at forstå, hvorfor det er så underligt.