Interview med Lasse Ernlund Lorentzen, Skolen for Tidsbaserede Medier
DBP: Du har lavet et værk til EXIT09 – vil du sige lidt om, hvilke elementer der indgår i værket?
LEL: Værket består af tre dele. En model, der demonstrerer MILES teknologien, som jeg har udviklet sammen med Morten Knudsen (tekniker, red.) og Ida Lunde Jørgensen (økonom, red.). Det er en teknologi for bæredygtig transport for godstrafik på landjord. Så er der et fotografi, som jeg har taget i 2005, og som jeg ikke har kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle bruge, indtil starten af året, hvor jeg fandt ud af, at jeg godt kunne tænke mig at vise det på EXIT udstillingen for at sætte MILES projektet ind i en kontekst. Derudover er der en plakat, som præsenterer projektet.
DBP: Hvad med lastbilen på gulvet?
LEL: Ja, altså teknologien demonstreres af en model, som man bliver mødt med, når man træder ind i rummet. Modellen består af en lastbil i 1:14 og en kørebane. Lastbilen måler samlet med traileren ca. 120 cm i længden og står placeret på en 11,1 m lang kørebane, der er lavet til at kunne forsyne lastbilen med strøm. Så det er en relativt stor model. Lastbilen kan så køre via en fjernbetjening - ideen er, at jeg i løbet af udstillingen kommer og laver demonstrationer for publikum.
DBP: Det lyder som om det er et meget visionært værk. Du snakker om MILES teknologien, kan du forklare lidt om den?
LEL: Ideen med teknologien er at gøre den landbaserede godstransport CO2-neutral. Dvs. at vi godt kunne tænke os at udvikle teknologien og lave en full scale test af den. Der er selvfølgelig lang vej, før vi kommer dertil, men det er ligesom det første skridt på vejen, hvor vi godt kunne tænke os at præsentere ideen for offentligheden.
DBP: Så det er ikke dit værk alene?
LEL: Den kunstneriske formidling er mit anliggende alene, det er mig, der har taget de beslutninger, der skulle til for at få formidlet værket som en installation. Så på den måde er installationen min, men projektet som helhed er Idas, Mortens og mit. Projektet hedder MILES, og det bliver udviklet af Innovative Reflections, som Ida og jeg startede for et års tid siden i Californien. Vi begyndte at udvikle en metode for, hvordan vi kunne bruge hendes kompetencer inden for økonomi sammen med mine kompetencer inden for billedkunsten.
DBP: Så hvordan har du eller I oprindeligt fået ideen til MILES teknologien?
LEL: Ja, det er faktisk slet ikke min idé, det er Morten Knudsen, som i foråret sidste år simultant med, at Ida og jeg startede Innovative Reflections, fik ideen: Hvad nu hvis man kunne kombinere det gode fra elektrisk godstrafik fra jernbanen med den fleksibilitet, der er i konventionel lastbiltransport? Altså, Morten spurgte mig, om jeg ville være med til at udvikle denne idé, og det sagde jeg med det samme ja til. Men jeg sagde også, at vi ikke kunne klare det selv. For at finde ud af, om det reelt set er en god idé i verden som en virkelig ting, er vi nødt til at lave økonomiske beregninger på både anlægsomkostningerne, drift osv. Og det er naturligvis der, Ida kommer ind i billedet med sin økonomiske baggrund.
For det, vi selvfølgelig er interesseret i, er at finde ud af, om det er en god idé i virkelighedens verden og ikke bare som idé. Og det kan vi kun finde ud af via økonomiske beregninger. Den største udfordring for projektet er derfor økonomien og den politiske beslutning om at implementere det i samfundet – udover at det naturligvis skal vise sig at være en gevinst i CO2 regnskabet.
DBP: Hvordan hænger det sammen med din rolle som kunstner, at du laver et projekt, der har sådan en ”save the world” attitude?
LEL: Det kommer selvfølgelig af denne her tradition, der har været inden for billedkunsten gennem de sidste ca. 100 år, hvor man for det meste har arbejdet med kunst, der ikke var vendt mod verden men mod en bestemt diskurs inden for området. Det, jeg er interesseret i, er at udvide det område igen, fordi det er blevet så snævert og specialiseret, at det til tider kan være svært at forstå selv for mig, hvad mine kolleger laver. Og jeg synes måske, det er ved at være på tide at komme ned fra elfenbenstårnet og så faktisk lave noget til verden, som også kan bruges og begribes. Ikke forstået på den måde at vi alle sammen skal lave musikvideoer, men mere at vi skal være åbne for, at vi faktisk kan arbejde sammen med andre faglige kompetencer. Og det er egentlig der, jeg ser min fornemmeste opgave som billedkunstner – det er at bruge mine kompetencer og så kombinere dem med andres, som er forskellige for mine, så vi kan bevæge os ud i noget, der ikke er set før.
DBP: Så det tværfaglige betyder meget?
LEL: Ja, det gør det. Carsten Juhl ville nok kalde det ”verdensvendthed”. Jeg er nok mere tilbøjelig til at kalde det en ”verdensrettethed”.Det lyder måske umiddelbart som det samme, men det, som jeg mener med det, er, at det måske ikke helt er nok med en verdensvendthed,at det fordrer en verdensettethed, hvis det skal føre til egentlige løsningsmodeller. Ikke forstået på den måde, at vi alle skal arbejde med målbaseret forskning, men mere at hvis man er nået dertil hvor man har noget der kan være interessant, så skal det udvikles, så andre kan forstå det og forhåbentligt få glæde af det! Hvis man ser kunsten som en isoleret disciplin, så er den jo afsondret fra verden og har ikke nødvendigvis noget at gøre med livet udenfor. Hvis kunsten ikke er rettet mod verden, hvad er den så rettet imod? Det er vel det næste spørgsmål, og det er derfor, jeg mener, at kunsten har et potentiale, fordi den netop handler om liv, hvis den har noget på sig, altså kunsten
DBP: Her til sidst – verden er jo ramt af finanskrisen lige nu. Hvilken betydning har finanskrisen for en ung samtidskunstner som dig?
LEL: Altså, det er jo helt fantastisk, at det sker nu, timingen kunne ikke have været bedre. Og det er helt egoistisk fra mit perspektiv som nyuddannet billedkunstner fra kunstakademiet. Når der er krise, så produceres der ikke så meget, men kvaliteten af det, der produceres, er sædvanligvis bedre end det, der bliver produceret, når der er økonomisk højkonjunktur. Og det giver plads til en type kunst, hvor afkodningshastigheden er væsentligt lavere eller langsommere end til tider, hvor der bliver produceret og konsumeret en hel masse. Og den kunst, som jeg er interesseret i at producere, er langsom. Eller nærmere betegnet fordrer den afkodningshastighed, som jeg er interesseret i, en reel interesse eller måske et øjebliksnærvær fra beskueren, for at man får noget ud af det.
DBP: Så kunsten bliver sværere at forstå med finanskrisen?
LEL: Nej, jeg tror, det er en strømning, der ligger i den industrialiserede del af verdenssamfundet. Paul Virilio har snakket så meget om den accellererende hastighed i verden som et symptom på den teknologiske udvikling og vores manglende reflektiosniveau. Det er her det bliver interessant at være konceptuel installations kunstner med interesse i virkeligheden - man kan jo bare kigge ud af vinduet, det hele er her jo. Problemet er så, at det ikke nytter bare at forstå, hvad der foregår, man er nød til også at kunne formidle det. Og det er jo derfor, det er særligt interessant i øjeblikket, fordi det virker som om, der faktisk er en modtagelighed fra magtens side. Her tænker jeg ikke bare på politikere, venture kapitalister eller intellektuelle, men også på den brede offentlighed. Erkendelse er knyttet til hastighed, præcis som magten er det - det er her, kunsten har sit potentiale: at bidrage med noget der kan konsumeres langsomt, så refleksionsniveauet stiger, præcist som i de store romaner fra det 19. Århundrede.
DBP: Men tror du ikke også, det bliver sværere for os at sætte farten ned, når vi bliver tilsvarende mere pressede af finanskrisen?
LEL: Jeg tror ikke, vi har noget valg. Det er sådan, det er. Vi har alle sammen svært ved at få fondsmidler, men det er jo det samme for os alle sammen. Og potentialet i forhold til det projekt, jeg taler om, er temmelig gunstigt. Hvis det faktisk lykkes os at få udviklet MILES så har vi måske de bedste forudsætninger overhovedet for at kunne få realiseret det, idet store infrastruktur-projekter ofte bliver implementeret i økonomiske krisetider.