Det sker

KULTURNATTEN 2016


14. oktober -

Fredag 14. oktober kl. 18.00 - 24.00

Kulturnatten 2016

Kulturnattens gæster vil i år kunne få en både kropslig og visuel oplevelse, når Kunstforeningen GL STRAND tager gæsterne med på opdagelse i en oppustelig verden, der pirrer nysgerrigheden.

Et oppusteligt lysværk på facaderne, en hoppeborg forestillende Noahs Ark, udstilling i gallerierne, en workshop for børn og voksne i SALEN, hvor man kan skabe sin egen oppustelige paradishave, og en champagnebar med sprudlende musik leveret af DJ Gísli Galdur i Gårdhaven vil gøre Kulturnatten i Kunstforeningen GL STRAND 2016 til en helt særlig aften.

Du kan kun deltage i aftenens arrangement ved fremvisning af Kulturnatspas. Passet kan købes i GL STRANDs bogcafé.

PROGRAM

Print programmet her

Lys & Luft – En oppustelig lyssætning af GL STRAND ved Ungt Lys

På Kulturnatten kan du opleve Kunstforeningen GL STRANDs smukke, historiske arkitektur badet i et helt nyt lys, når fremtidens designere, arkitekter, ingeniører, landskabsarkitekter og elektrikere fra foreningen Ungt Lys skaber et skræddersyet lysværk til GL STRANDs facader og gårdrum. Med en spektakulær lyssætning skabt af og med oppustelige objekter skaber Ungt Lys forførende og legende lysarkitektur, som forandrer GL STRAND for en aften.

Kl. 18.00 - 24.00

Hop i kunsten formet som en hoppeborg

Centralt for Alexander Tovborgs udstilling Troens ridder er den monumentale skulptur bemalet og udformet som en hoppeborg i et formsprog med inspiration fra tidligere afbildninger af Noas Ark. Skulpturen, som tidligere har været på rejse rundt i Danmark som hoppeborg, henviser til populærkulturens brug af religiøs symbolik i underholdningssammenhænge.

Hvor skulpturen normalt står i udstillingen som et lukket monument, kan du under Kulturnatten få adgang til at hoppe i hoppeborgen - 2 ad gangen. 

Hoppeborgen vil være åben, gratis og tilgængelig for alle i løbet af Kulturnatten i tidsrummet 18.00 - 21.00. 

Kl. 18.00 – 21.00

Workshop – Skab din egen oppustelige paradishave

Hvordan ser dit paradis ud? Inspireret af billedkunstner Alexander Tovborgs oppustelige billedverden på 3. sal, kan du under Kulturnatten i Kunstforeningen GL STRAND forme din egen oppustelige paradishave.

Billedkunstner Carina Zunino vejleder i værkstedet, hvor både voksne og børn kan deltage. Alle får udleveret en hvid plastikbold, som de frit kan dekorere og omskabe til deres helt unikke, oppustelige værk.

Du kan vælge at finde inspiration til dit paradis i Alexander Tovborgs udstilling, der tager afsæt i en anden bibelsk fortælling, nemlig fortællingen om Noas Ark og syndfloden, eller bruge din frie fantasi. Tag din paradishave med dig eller donér den til en mindre udstilling under Kulturnatten i GL STRAND.

Kl. 18.30 – 21.30

Champagnebar & musiklounge i Gårdhaven

I GL STRANDs gårdhave kan man på Kulturnatten opleve en af de smukkeste københavnergårde udformet som en stemningsfuld og sprudlende gårdhave. Med Ungt Lys’ lysscenografi i form af lyssatte og lysende, boblende former bliver Gårdhaven en skulpturel og arkitektonisk scenografi for en stemningsfuld og spektakulær aften. Det følges op af et sprudlende lydunivers fra DJ Gísli Galdur og en champagnebar, hvor man kan købe lidt let mad, champagnebobler og sodavand til de yngste.

Kl. 19.00 – 23.00

Omvisninger i GL STRANDs udstillinger

På Kulturnatten vil gæsterne kunne følge en af de 3 omvisninger, som vi udbyder i løbet af aftenen i de aktuelle udstillinger. Udstillingerne, som i øvrigt vil være åbne hele aftenen for Kulturnattens gæster, tæller, udover Alexander Tovborgs udstilling Troens ridder, også den større udstilling Jacob A. Riis. Light in Dark Places.

Kl. 19.00 / Kl 20.30 / Kl. 22.00

LUK   X

LUK   X

LUK   X

LUK   X

LUK   X

LUK   X